Lørdag d. 15.10. – søndag d. 23.10.
- Hverdage: 11:00 – 15:00
- Weekend: 10:30 – 16:00
Entre:
Voksne: 70 kr
Børn: 35 krRundvisninger:
Familievenlige rundvisninger i det store kanontårn løbende hver dag.
Hver dag kl. 12:00 kan man komme på en lang rundvisning i hele fortet.
Kommende arrangementer på Garderhøjfortet

Lær førstehjælp på Garderhøjfortet i Efterårsferien
Kom væk fra den kolde efterårsluft og få en oplevelse udover det sædvanlige på Garderhøjfortet i efterårsferien. Prøv kræfter med en soldaterbog om sanitetstjenesten, se dig omkring i den interaktive udstilling eller gå med på en familievenlig rundvisning i det store To-kanon tårn.
Garderhøjfortet inviterer til en efterårsferie fyldt med aktiviteter. Vi byder feriens gæster velkommen med både en særudstilling og med aktiviteter til børn og barnlige sjæle. Gæsterne udstyres med en soldaterbog, som giver dem mulighed for at prøve kræfter med forskellige opgaver som sanitetssoldater – bl.a. at skulle operere kugler ud af en soldats ben, klare sig igennem forhindringsbanen med en båre eller lære mere om sårpleje og stabilt sideleje.
Særudstilling om Kvindekanonerne
Garderhøjfortet har netop åbnet en særudstilling om Kvindekanonerne og de damekomiteer der i sin tid samlede ind til at bygge fortet. ”Det er gået op for os at historien om Garderhøjfortets tilblivelse i virkeligheden er drevet af nogle handlekraftige kvinder, der tog sagen i egen hånd, da politikerne ikke kunne blive enige om hvordan Danmark skulle forsvares efter 1864” fortæller Kristine Adler-Nissen, som er leder af Garderhøjfortet. ”Det hele startede med et opråb i avisen fra en sønderjysk kvinde i 1882. Hun mente at kvinderne måtte træde i karakter og kræve et værn, når nu de skulle ofre deres sønner, hvis der kom krig igen. Det fik andre kvinder til at stemme i og til at oprette en indsamling til de kanoner, der siden blev kaldt Kvindekanonerne – og som kom til at stå på Christiansholms batteri i Klampenborg. Denne indsamling inspirerede til at oprette en indsamling til Danmarks Forsvar. En indsamling som blandt andet blev drevet af damekomiteer, der skaffede penge via store fester og bazarer. Der blev indsamlet i omegnen af 1,5 millioner kr. i årene 1884-1889. Svarende til ca. 150 millioner i nutidens kroner. Pengene blev brugt til at bygge Garderhøjfortet som så kunne udlånes til Danmarks forsvar” fortsætter Kristine. Særudstillingen handler om netop de kvinder der samlede ind til forsvaret af Danmark og hvordan deres involvering i politik efterhånden gav mulighed for at de kunne få stemmeret i 1915.
Interaktive udstillinger og rundvisninger for hele familien
Resten af Garderhøjfortets interaktive udstilling viser soldaterlivet anno 1914. Til forskel fra den gang, så er der dog nu dejligt lunt og tørt på fortet.
Selv om det er mange år siden der boede soldater på fortet, er der mange ting, som kan stadig kan ses og virker den dag i dag. Blandt andet den 100 tons tunge To-Kanon, som gæsterne på fortet kan prøve at dreje rundt med rå muskelkraft.
Garderhøjfortet har åbent for efterårsferien fra d. 15/10 til d. 23/10 på hverdage fra kl. 11:00 til 15:00 og weekenddage fra kl. 10:30 – 16:00
Entre koster 70kr for voksne og 35kr for børn
Der vil være familievenlige rundvisninger i det store kanontårn løbende hver dag
Hver dag kl. 12.00 kan man komme på en lang rundvisning i hele fortet. Rundvisningen er gratis når entréen er betalt.