Skip to content
Jul på Garderhøjfortet

Kommende arrangementer på Garderhøjfortet

dummy_1920x1080
Weekender i december og d. 26/12-30/12

Julen i 1914 gik over i historien som den jul hvor de menige soldater pludselig trodsede alle befalinger og valgte at holde Julefred. Samtidig sad de danske soldater på Garderhøjfortet og frygtede hvad fremtiden ville bringe. Ville Københavns Befæstning mon skulle tages i brug? På Garderhøjfortet kan gæsterne op til jul høre mere om julefreden – og samtidig være med til at pynte op, som soldaterne gjorde det i 1914.

Op til jul inviterer Garderhøjfortet til julehygge for hele familien. Her vil der være mulighed for at klippe gammeldags julepynt, skrive julekort med pen og blæk, lave små “stånisser” til julebordet, eller man kan gå på jagt efter drillenisserne, der har stjålet telegrafistens morsebeskeder.

Der findes flere billeder af soldater, der holder jul på forterne i Københavns Befæstning. På dem kan man se, at de gik rigtig meget op i at pynte forterne fint op til jul. I det hele taget blev der dengang brugt rigtig meget tid på at lave fint pynt til juletræet. Ideerne kom blandt andet fra familiejournalen, og fra klippeark man kunne købe. Mange af dem er sjældne nu, men det er lykkedes os at få fat i en hel del forskellige klippeark, så gæsterne kan komme og lave julepynt ligesom i 1914.

julens danske traditioner jul

De fleste tror at kravlenisserne blev opfundet af Bramming i 1947. Men inden da var der også små papnisser, der blev sat op rundt omkring i hjemmet. De hed bare ikke kravlenisser og havde en lille træfod i stedet for papfoden som vi kender dem nu. På fortet kan de selv klippe figurerne ud og sømme en lille træfod på dem, så de bliver klar til at pynte som dansende nisser på julebordet.

Der er juleaktiviteter på Garderhøjfortet i alle weekender fra d. 27/11-19/12 samt d. 26-30/12. Fortet har lukket d. 22-25/12 samt d. 31/12 og 1-2/1. Fortet har åbent i alle weekender fra 10:30 – 16:00 samt d. 27/12 til 30/12 fra 11-15.

OBS: søndag d. 26/12 kl. 12.00 kan du få en helt særlig oplevelse når vi saluterer med fortets største kanoner. Læs mere her:

Back To Top