Garderhøjfortets historie
Garderhøjfortet er det eneste fort i Københavns Befæstning, som udelukkende er bygget ved hjælp af private midler. Det er også det største fort i landbefæstningen og det eneste med egen infanterikaserne.
Foreningen til Forsvarets Fremme
De to F’er står for Foreningens korte navn: Fædrelandets Forsvar. Foreningens motto “ikke fanger sovende mand sejr” stammer fra den ældre Edda.
Skjoldet kan ses på Garderhøjfortet.
1884-1892 Foreningen til Forsvarets Fremme
Fra 1884-1892 foretog ”Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme en indsamling over hele landet for at opnå de midler, der var nødvendige for udførelsen af Københavns Befæstning. Foreningen blev stiftet af grosserer Wilhelm Nissen, og planen blev godkendt af daværende krigsminister J. J. Bahnson.
Næsten to millioner kroner
I 1891 havde Foreningen indsamlet 1.702.000 kr. i datidens penge (i nutidskroner ca. 121 millioner kr.). Pengene blev indsamlet dels af frivillige pengebidrag og dels via lotteri, basarer, optræden og forsvarsfester. Årsagen til, at man også havde disse aktiviteter, var, at foreningen fik tilbudt værdigenstande, da mange ikke kunne undvære kontanter. Til at indsamle og afsætte disse værdigenstande blev der dannet damekomiteer, da man mente, at det lige var en opgave for kvinder. De 108 damekomiteer over hele landet fik indsamlet 280.000 kr., der i nutidskroner svarer til ca. 19.958.400 kr.
. Selve grunden, hvor fortet ligger nu, blev doneret til Foreningen. Med de indsamlede midler opførte ingeniørkaptajn E. J. Sommerfeldt Garderhøjfortet med inspiration fra militære forter i bl.a. Frankrig og Belgien. De tilbageværende penge brugte man til at opkøbe et areal ved Gammelmosegaard, hvor Gammelmosegårdfort (Lyngby Fort) senere blev opført. Lyngby fort er delvis opført af private midler.
Udbygningen af landbefæstningen stoppede med forliget i 1901, og Nordfronten havde et hul mellem Fortunfortet og Øresund.
I 1912 blev der startet en ny indsamling, og da 1. verdenskrig brød ud, gik man i gang med at bygge Taarbæk fort, der stod færdigt i 1915.
Kvindekanoner
I 1882 samlede 20.000 kvinder 80.000 kr. ind til 8 fæstningskanoner. Disse kanoner blev placeret i østre og vestre kvindebatteri i Christiansholmslinjen. Pressen morede sig kosteligt over det, med overskrifter som: “Hvorfor denne kanonfeber?” og “Skal kvinderne nu til at føre deres egen krig?”.
Grosserer Wilhelm Nissen (1850 – 1897) var formand for foreningen Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme. Han tog det første spadestik til byggeriet af Garderhøjfortet.
Foto: Emil Hohlenberg, 1889
Garderhøjfortet bygges
Det første spadestik til byggeriet af Garderhøjfortet blev taget i foråret 1886. Garderhøjfortet blev opført af oberst Sommerfeldt efter krigsministeriets tilladelse. Da man havde gravet 9 meter ned under jorden, blev betonbygningerne opført. Ovenpå var der et mindre jordlag, dækket af et lag af store kampesten, som igen var dækket af et tykt jordlag. Ideen var, at fjendens første granater ville detonere mod jordlaget, og de næste granater ville detonere mod kampestenene, som kunne optage stødene. Det skulle sikre betonkonstruktionen mod at blive ødelagt. En jernbane blev etableret fra Lyngby st. til toppen af fortet. På denne måde kunne man transportere de tungere dele, så som kanonrør, metalkupler og så videre.
Første spadestik til byggeriet af Garderhøjfortet fandt sted 27. marts 1886
Foto: Rigsarkivet
En bronzealderhøj lå i vejen
For at opførelsen af Garderhøjfortet kunne begynde, måtte man i 1886 fjerne den 6 meter høje Garderhøj (også kaldet Løfthøj). Højen gemte på en grav fra bronzealderen. I egekisten fandt man en mand, som med sig i graven blandt andet havde et bronzesværd med greb af horn, en lille taske af læder, en vreden guldarmring og en træskede. Genstandene blev overdraget til Nationalmuseet.
Graven blev undersøgt af arkæologen Sophus Müller og tegneren A. P. Madsen. Læs beskrivelsen af undersøgelsen her: Trap.lex.dk
Konstruktion
Som det eneste af Nordfrontens forter var Garderhøjfortet et firkantet fort med stormfri tør grav. Face- og strubegrave var ca. 110 meter lange og flankegravene ca. 80 meter lange. Volden over for strubefacaden var beplantet med tjørnebuske, da det var sværere at kæmpe og skære sig igennem end almindelig pigtråd. For foden af denne vold var anbragt et 3 meter højt stormgitter.
Garderhøjfortet befinder sig i princippet i et hul på toppen af en bakke. Derfor er der kun 1 meter fra toppen af jordvolden omkring fortet til kanonernes ildlinje. I flankegraven blev jorden flere steder gravet ud og enten erstattet med rum som retirader, værksteder eller andet, eller fyldt med granitmurværk omkranset med betonpiller.
Sommerfeldt – hjernen bag Garderhøjfortet. Garderhøjfortet er Fortet er bygget efter militære forbilleder i bl.a. Frankrig og Belgien.
Fred og krig
Sikringsstyrken
Siden nederlaget i 1864 havde man fra dansk side forsøgt at holde sig neutral og balancere ligeligt mellem stormagterne Tyskland og Storbritannien, både militært og handelsmæssigt. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, skulle denne neutralitet sikres af et stort militær. På trods af, at de Radikale fik regeringsmagten i 1909-10 og igen i 1913-1920, så er Sikringsstyrken stadig den største hær landet nogensinde har haft.
Styrken kunne indkalde op til 120.000 mand, hvoraf 10.000 havde til opgave at beskytte Jylland og øerne, mens resten beskyttede Sjælland og i særdeleshed København. 60.000 af disse blev mobiliseret den 1. august 1914. Man var fra dansk side meget bevidst om at understrege over for omverdenen, at man ikke var på vej ind i krigen og mobiliserede derfor ”kun” 60.000 mand. Sikringsstyrken skulle tænkes som beskyttelse, en sikring af landets neutralitet, og ikke som en provokation eller forberedelse til krig.
Soldaterlejre
Indkaldelserne var en stor belastning både samfundsøkonomisk, for de indkaldte, deres egne familier og ikke mindst deres værtsfamilier. Også for militæret havde indkvarteringen givet problemer, både økonomiske og disciplinære, så flere steder i landet opførte man lejre til soldaterne, enten i form af helt simple teltlejre eller som barakker.
Antallet blev løbende reduceret gennem krigen og kom til at koste den danske stat, hvad der i dag ville svare til mere end 8 milliarder kroner.
Lange vagter, marcher og hård træning Mange af de indskrevne soldater kedede sig og fordrev tiden med at drikke. Det førte til uroligheder, særligt i byer med mange indkvarterede.
Efterhånden som faren for at blive involveret i Verdenskrigen syntes at drive over, kølnede solidaritetsfølelsen med soldaterne.
Foto: Rigsarkivet
Indkvarteringen hos civile
På grund af pladsmangel i forterne og kasernerne måtte en del soldater indkvarteres hos civile mennesker. I den første tid efter krigens udbrud var befolkningens patriotismefølelse høj. Der blev givet understøttelse til de familier som husede soldater og skrevet artikler om, hvor godt soldaterne burde behandles, mens de var gæster i de forskellige hjem. Det gik op for flere civile, hvilke forhold soldaterne arbejdede under, og for en del blev soldaterne en del af familien. Dette gjorde, at officererne havde svært ved at disciplinere nogle af de soldater, der boede hos civile.
Efter 1920
Eftersom fortet ikke skulle anvendes længere, fremkom der flere idéer til brugen af det. I slutningen af 1960’erne ønskede Civilforsvarsstyrelsen at undersøge, om man kunne overtage fortet for at opføre en kontorbygning. Forsvarsministeriet overvejede i 1969 at bygge et nyt Meteorologisk Institut på Garderhøjfortets område. Begge dele blev forhindret, blandt andet fordi Nævnet ikke kunne tage stilling til anden brug eller salg, da de ikke havde suppleret sig selv. Der var derfor ikke længere de nødvendige 7 medlemmer.
I 1970 skrev Forsvarsministeriet til Justitsministeriet for at få klarhed over ejendomsretten til fortet. Svaret lød, at Forsvarsministeriet skulle være behjælpelige med at konstituere et nyt nævn på fortet. I 1975 forsøgte Forsvarsministeriet uden held at komme i kontakt med eventuelle nævnsmedlemmer gennem Statstidende.
Efter fornyet overvejelse i Justitsministeriet blev Garderhøjfortet ”herreløs arv, der således tilhører statskassen”. Forsvarsministeriet var nu, på statens vegne, anført som ejer af ejendommen uden begrænsninger.
Fortidsmindefredning og det nye Nævn.
I 1980’erne kom der et forslag om at udstykke fortets omgivelser til villabebyggelse, hvilket gjorde, at der i 1989 blev gennemført en fortidsmindefredning af fortet og dets omgivelser. Læs mere om fortidsmindefredning vi linket her: https://trap.lex.dk/Rundh%C3%B8j,_mv.,_Garderh%C3%B8jfort
Tæt på at blive solgt
“Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat” blev oprettet i 1992. Sekretariatet skulle blandt andet fremkomme med forslag til, hvordan Garderhøjfortet og de øvrige bygningsværker kunne bevares og udnyttes i fremtiden. Sekretariatet sluttede et udvalgsarbejde i 1993 med at konkludere, at enten kunne fortet afhændes, eller det kunne forblive i Forsvarsministeriets besiddelse. Efterfølgende besluttedes det, at man skulle forsøge at afhænde fortet.
Den gamle konstruktion med et 7-mands nævn, med danske mænd hvem fædrelandets forsvar ligger alvorligt på hjerte, endte med at blive genoprettet som “Garderhøjfonden”. I dag er det ikke længere kun mænd, der kan være medlemmer af nævnet.
Hvem ejer Garderhøjfortet?
Kongen og Krigsministeriet fik overdraget fortet i 1892 fra Foreningen Forsvarets Fremme. Samtidigt nedsatte Forsvarets Fremme et nævn på 7 mænd, der skulle stå for brugen af fortet, når militæret ikke længere havde behov for stedet.
Indtil 1920 disponerede Krigsministeriet over fortet, hvorefter fortet blev taget ud af brug, og året efter gik det tilbage til Nævnet. Nævnet udlånte det herefter til militæret, som brugte det til ammunitionsdepot frem til 2. verdenskrig. Med tiden faldt flere og flere af nævnets medlemmer fra, og da der ikke kom nye til, ophørte det lige så stille med at eksistere.
Efter mislykkede forsøg på at få kontakt til nævnsmedlemmer valgte Justitsministeriet i 1976 at gøre Garderhøjfortet til herreløs arv, der dermed tilhørte statskassen. Forsvarsministeriet kom derfor til at stå som ejer af Garderhøjfortet.
I 1990’erne lykkedes det at få genoprettet et 7-mands nævn under navnet ”Garderhøjfonden” og i samme periode blev Garderhøjfortet fortidsmindefredet.
Fonden ejer den dag i dag stadig fortet, men det daglige formidlingscenter varetages af Gentofte Kommune.
For mere information om Garderhøjfortets nævn, følg da linket hér: https://garderhojfort.dk/garderhoejfondens-naevn/
Garderhøjfortet bliver vakt til live igen
I 2007 startede revitaliseringen af Københavns befæstning. Initiativet til at forny Befæstningen blev til i et partnerskab bestående af Realdania, Kulturarvsstyrelsen og Naturstyrelsen. I alt 175 millioner kr. blev afsat til at istandsætte bygninger og gøre befæstningen tilgængelig for offentligheden.
De tre parter har siden 2006 sammen arbejdet på at synliggøre og istandsætte Befæstningen, formidle den som en samlet attraktion og skabe mulighed for fysisk aktivitet, oplevelser, læring og undervisning.
Formidlingscenter
Experimentarium har udviklet Formidlingscentret på Garderhøjfortets udstillinger og aktiviteter, og her er sanseligheden i front: I flere af rummene er der fokus på, at de besøgende aktivt kan opleve soldaterlivet – i de trange senge, i legekanontårnet, i gymnastikrummet og i signalkontoret. Alle steder er der plads til at børn og voksne kan være aktive, lege og røre ved ting.
Garderhøjfortet som museum
Garderhøjfortet åbnede som museum i 2013, først drevet af Experimentarium og senere af Gentofte Kommune. Fortet tilbyder nu rundvisninger, børneaktiviteter, undervisningsforløb, teambuilding og Escape Rooms. Derudover har fortet begivenheder ved Fastelavn og Halloween og deltager i større arrangementer, så som Befæstningens Dag og Golden Days.
På Garderhøjfortet er der masser af muligheder for, at børnene kan være aktive. Foruden gymnastikrummet er der også en legekanon, samt signalkontoret, hvor der kan skrives hemmelige morsekoder.
Foto: Garderhøjfortet