skip to Main Content

Københavns Befæstning

København har været omgivet af fæstningsværker i langt det meste af byens godt tusindårige historie. Undervejs er fæstningsværkerne blevet ændret og udbygget og København er blevet angrebet flere gange fra både sø og land.

I 1807 blev byen bombarderet til overgivelse af britiske styrker, der efterfølgende kunne drage afsted med den danske flåde.

Bombardementet af København i 1807 viste klart og tydeligt, at tiden var løbet fra den daværende Københavns Vold fra begyndelsen af 1600-tallet. Der gik imidlertid mange år, inden der blev bygget nye anlæg i det, der skulle blive Københavns sidste fæstning:

Danmark var i sig selv ikke af interesse for de europæiske stormagter, men landets placering ved indsejlingen til Østersøen var af høj strategisk betydning. Ingen stormagt ønskede, at en anden stormagt fik kontrollen med Øresund og Østersøen og dermed lukke af for sejlads. De danske forsvarsplaner gik derfor ud på at være i stand til at forsvare sig mod et angreb længe nok til, at en allieret stormagt kunne komme landet til undsætning.

Det første man moderniserede, var en række søforter, som skulle blive del af Søfronten. Inden de stod færdige, brød krigen i 1864 imidlertid ud. Efter krigen var der delte meninger om, hvordan Danmark fortsat skulle forsvares.

Efter mange års diskussioner påbegyndtes Københavns Befæstning i 1886 og bestod af Nordfronten, Vestvolden, Søfronten og Oversvømmelsesanlægget.

Byggeriet af Københavns Befæstning stoppede i 1894 på grund af en politisk forlig.

Indtil opførelsen af Storebæltsbroen var Københavns Befæstning det største anlægsarbejde i Danmarkshistorien.

1867: Den forældede Københavns Vold nedlægges som forsvarsværk.

Resterne af voldanlægget kan stadig opleves på Kastellet og i parkerne omkring Indre København: Søerne i Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken og Tivoli er i dag synlige levn af Københavns Vold.

KØBENHAVNS BEFÆSTNING

Anno 1915

Fred og krig

Sikringsstyrken

Siden nederlaget i 1864 havde man fra dansk side forsøgt at holde sig neutral og balancere ligeligt mellem stormagterne Tyskland og Storbritannien, både militært og handelsmæssigt. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, skulle denne neutralitet sikres af et stort militær. På trods af, at de Radikale fik regeringsmagten i 1909-10 og igen i 1913-1920, så er Sikringsstyrken stadig den største hær landet nogensinde har haft.

Styrken kunne indkalde op til 120.000 mand, hvoraf 10.000 havde til opgave at beskytte Jylland og øerne, mens resten beskyttede Sjælland og i særdeleshed København. 60.000 af disse blev mobiliseret den 1. august 1914. Man var fra dansk side meget bevidst om at understrege overfor omverdenen, at man ikke var på vej ind i krigen og mobiliserede derfor ”kun” 60.000 mand. Sikringsstyrken skulle tænkes som beskyttelse, en sikring af landets neutralitet, og ikke som en provokation eller forberedelse på krig.

 

Soldaterlejre

Indkaldelserne var en stor belastning både samfundsøkonomisk, for de indkaldte, deres egne familier og ikke mindst deres værtsfamilier. Også for militæret havde indkvarteringen givet problemer, både økonomiske og disciplinære, så flere steder i landet opførte man lejre til soldaterne, enten i form af helt simple teltlejre, eller som barakker.

Antallet blev løbende reduceret gennem krigen og kom til at koste den danske stat, hvad der i dag ville svare til mere end 8 milliarder kroner.

 

Indkvarteringen hos civile

På grund af pladsmangel i forterne og kasernerne måtte en del soldater indkvarteres hos civile mennesker. I den første tid efter krigens udbrud er befolkningens patriotismefølelse høj. Der bliver givet understøttelse til de familier som huser soldater og skrevet artikler om, hvor godt soldaterne bør behandles, mens de er gæster i de forskellige hjem. Det går op for flere civile, hvilke forhold soldaterne arbejder under, og for en del bliver soldaterne en del af familien. Dette gør, at officererne har svært ved at disciplinere nogle af de soldater, der bor hos civile.

Kystbefæstning

Lange vagter, marcher og hård træning Mange af de indskrevne soldater kedede sig og fordrev tiden med at drikke. Det førte til uroligheder, særligt i byer med mange indkvarterede. 

Efterhånden som faren for at blive involveret i Verdenskrigen syntes at drive over, kølnede solidaritetsfølelsen med soldaterne.

Foto: Rigsarkivet

Nordfronten

Nordfronten opbyggedes mellem Vestvolden og Øresunds kyst for at beskytte det mindre overskuelige landskab nord for København.

Landbefæstningen blev opbygget med enkeltstående forter og batterier i flere linjer i perioden fra 1886-1894. I forreste linje var der 5 forter. Ved disse lå oversvømmelsesanlægget, som skulle oversvømme de lavtliggende områder mellem Vestvolden og Øresund.

Langs oversvømmelsen byggedes en kæde af batterier, der dels skulle støtte forterne, dels forsvare oversvømmelsen. De 5 forter i forreste linje blev alle bygget på højtbeliggende steder for bedst muligt at få udsyn ud over landskabet og fjendens bevægelser.

Forterne er desuden gravet ned i bakkerne for at gøre det sværere for fjenden at opdage dem. Kun kanon- og observationstårnene rager op. Alle forter kunne nås af mindst 2 andre, hvilket betød, at en fjende aldrig kun kæmpede mod 1 af dem.

Da 1. Verdenskrig brød ud, blev Københavns Befæstning forbedret i tilfælde af, at krigen kom til Danmark.

Der blev i 1914 anlagt omfattende feltbefæstede stillinger med skyttegrave, nye kanonstillinger og adskillige 100 km pigtråd både foran og mellem forterne og batterierne på Nordfronten, helt ud til den nyetablerede Tunestilling. Denne blev bygget, da man opdagede, at der var et hul i Nordfronten, som fjenden let kunne trænge igennem. Stillingerne blev fjernet efter 1. Verdenskrig, men resterne kan stadig ses enkelte steder den dag i dag.

Oversvømmelsen

Ideen med oversvømmelsessystemet er at oversvømme de strategiske områder og dermed besværliggøre fjendens indtrængen. Anlægget er udtænkt af Oberst Sommerfeldt, der har stået bag opførelsen af Københavns Befæstning.

Byggeriet af Oversvømmelsesanlægget tager sin begyndelse i slutningen af 1880’erne. Planen var at føre vand fra Furesøen, via Lyngby sø og Ermelunden og enten ned til Utterslev mose eller ud til Klampenborg og Øresund.

11 millioner m3 vand skulle føres fra Furesøen for at oversvømme tilstrækkeligt.
For at holde på vandet, så det ikke bare løb ud i Øresund, var der undervejs en række stemmeværker og dæmninger.

 

1 Frederiksdal stemmeværk
Fra Furesø flyder vandet til Frederiksdal stemmeværk. Her reguleres vandstanden i Mølleåen.

I 1880’erne var stemmeværkets primære opgave at regulere og forsyne fabrikkerne langs Mølleåen med vand, så vandmøllerne kunne holdes i gang.

Hvis krigen kom til Danmark, så skulle oversvømmelsen sættes i gang!

Og her var stemmeværket helt centralt for både Nordre- og Søndre Oversvømmelse: Først åbnes en smule vandstrømmen, og senere åbnes der helt!

2 Fæstningskanal/ Mølle å
Fra Frederiksdal Stemmeværk kunne massive vandmasser sendes videre til Lyngby sø gennem den regulerede Fure å/ Mølle å.

3 Lyngby stemmeværk
Stemmeværket var normalt lukket, så vandet kunne følge Mølleåens forløb.

Hvis fjenden kom, så ville stemmeværket blive åbnet, så vandmasserne kunne strømme gennem Lyngby Kanalen mod Ermelunden stemmeværk.

4 Fæstningskanal/ Lyngbykanalen
Gravet fæstningskanal.

5Ermelunden stemmeværk
Øst for stemmeværket var der gravet oversvømmelsesbassiner, hvor vandmasserne opsamledes.

6 Bassin 1/ Dæmning I
Bassin og Dæmning I havde en central rolle i planerne for både Nordre- og Søndre Oversvømmelse.

  • Nordre oversvømmelse:
    Fra bassin 1 kunne vandet ledes øst mod Øresund og oversvømme området mellem Ermelunds stemmeværk og Klampenborg.
  • Søndre oversvømmelse:
    Vandmasserne kunne ledes mod syd og iværksætte den Fulde oversvømmelse.

7 Dæmning III må vige for galopheste
Mellem Dæmning II og IV lå Dæmning III.

I 1912 opførte entreprenør Clauson-Kaas Klampenborg Galopbane og fik i denne forbindelse Dæmning III fjernet fra galopbanens areal.

8 Dæmning VI:  Nøglen til den fulde Oversvømmelse!
Fuldførelsen af Oversvømmelsen ville starte med at åbne for Dæmning VI.

Vandmasserne ville herefter skylle mod syd: Først mod Jægersborg stemmeværk og herefter til Gentofte sø. Fra Gentofte sø videre til Emdrup og Utterslev mose, hvor Vestvolden tog over på forsvar af København.

Det ville tage 8 dage at fylde hele oversvømmelsen, men det var muligt etablere Nordre oversvømmelse på under to døgn, hvis der var overhængende fare for et angreb.

Udgravningen af kanalen var et enormt arbejde. For at få nok arbejdskraft indsendte Sommerfeldt en jobannonce, hvori han bad folk komme med eget tøj og egen skovl for at grave kanalen. Det var nemlig hovedsageligt med menneskekraft, at kanalen blev udgravet.

Selvom der i slutningen af 1880’erne var arbejdskraft nok blandt danske folk, så gav Københavns Befæstning alligevel arbejde til en del svenske arbejdsmænd.
Dette førte til en række stridigheder. Blandt andet blev svenskerene brugt, når danske arbejdere strejkede.

Stemmeværk

Et Stemmeværk består af vandretliggende bjælker, der stables oven på hinanden.
Åbningens Størrelse varieres ved, at hejse Stemmebjælker op = ÅBNE for vandstrøm.
Eller ved at sænke stemmebjælker ned = LUKKE for vandstrøm.

Oversvømmelsesanlægget forsvares blandt andet af infanteri fra Garderhøjfortets egen kaserne. Via en udfaldssti marcherer soldaterne ud til deres poster ved skyttegravslinjer, dækningsrum, feltbatterier og kaponierer.

Foto: Nationalmuseet

Søfronten

Søfronten udbygges

På grund af behovet for et mere moderne forsvar af København, blev det vedtaget i 1858, at en række søforter skulle oprettes eller forbedres. Prøvestens forbedringer blev påbegyndt i 1859. Mellemfort opføres i 1860, og Trekroner kom under ombygning. Arbejdet alle 3 steder  var stadig i gang, da den 2. Slesvigske krig bryder ud i 1864, men forterne sættes stadig i krigsberedskab.

Efter krigen overførtes Søfronten, eller Søbefæstningen, fra søværnet til hæren og Søfronten blev løbende forbedret. Da Landbefæstningen påbegyndtes i 1885, besluttede man sig for også at udbygge Søbefæstningen, som dermed fik 2 kæder af forter som beskyttelse, herunder Charlottenlundfort, Kastrupfort og lidt senere Christiansholmslinjen.

I 1888 blev der installeret telefonforbindelser på Søbefæstningen og arbejdet på Vestvolden startede. Herefter fulgte en række år, hvor Søfronten blev udbygget yderligere med blandt andet Middelgrundsfortet og Lynetten. Dette fortsatte frem til 1894 hvor Provisorietiden sluttede, og arbejdet på Københavns Befæstning stort set stoppede. Forbedringerne på Søfronten fortsatte dog frem til 1. Verdenskrig, hvor Mosede fort, som eksempel, blev opført. Med krigens udbrud blev sikringsstyrken desuden indkaldt og Søfronten udvidet og i højere grad bemandet.

Søfrontens forsvarslinjer

I 1916 bestod Søfronten af 3 linjer. En inderste, kaldet 1. linje, bestod af gamle umoderne forter og batterier, enkelte med historier, som kan føres tilbage til 1700-tallet. Batterierne og forterne i Søfrontens 2. linje blev bygget i Provisorietiden, det vil sige mellem 1886 og 1894. Den 3. og yderste linje var de mest moderne og blev alle opført efter 1909 som et modsvar til den maritime trussel, som 1. Verdenskrig kunne byde på.

Imens de fleste andre bestanddele af Københavns Befæstning blev forældede under 1. Verdenskrig, holdt Søfronten sig relevant frem til 1922, hvor en masse af forterne blev nedlagt, herunder Mellemfort og Prøvesten. Charlottenlundfort, Trekroner og Saltholmværkerne fortsatte i brug frem til 1932.

Den Kolde Krig

Både Middelgrundsfortet og Kongelundsfortet blev fortsat anset for at være brugbare op igennem Den Kolde Krig. På begge forter installerede man HAWK antiluftskyts missiler. Kongelundsfortet blev desuden en radarstation for og base til NIKE missiler.

ORDBOG

Årene 1885-1894 kaldes også for Provisorietiden. Dette var en periode, hvor Højre-regeringerne under konseilspræsident J.B.S. Estrup gennemførte provisoriske, dvs. foreløbige, finanslove på trods af at folketingsflertallet bestående af Venstre var imod dem. Lovene bemyndigede regeringen til at bruge pengene i statskassen, som de fandt det nødvendigt.

Perioden udgjorde kulminationen på forfatningskampen – en kamp mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen.

 

 

Vestvolden

Vest for København er landskabet fladt og meget nemt at overskue for en fjende.
Mellem 1888 og 1892 blev fæstningsværket Vestvolden anlagt som én sammenhængende 14 km lang vold, som kun var åben, hvor de eksisterende veje og jernbanelinjer blev ført igennem.

Vestvolden strækker sig fra Utterslev Mose i nord til Køge Bugt i syd.

1 GLACIS
Foran voldgraven ligger glaciset.
Denne forvold skulle forhindre fjendens indsigt til både voldgrav og selve volden.

2 VOLDGRAV
Fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord blev der gravet en 14 km voldgrav, som fyldes med vand.

3 VOLDEN
Bag voldgraven ligger selve volden, som skal beskytte København mod et fjendtligt angreb.
Volden rager mellem fire og syv meter op over det oprindelige terræn.
Bag toppen af volden blev der anlagt batterier til de langtrækkende kanoner, der skulle holde fjenden væk.

Det Sommerfeldtske system

Oberst Sommerfeldt var den primære militære strateg bag opførelsen af Vestvolden.

Som noget nyt opfandt Sommerfeldt systemet “flankerende kasematbeskydning”, Internationalt er systemet kendt som ”Den Sommerfeldtske” eller ”Den Danske Front”.

Volden var delt op i 650 meter lange voldstykker. I knækket imellem voldstykkerne blev indbygget en kaponiére.

Kaponiererne var solide betonbunkere på voldens yderside. Herfra kunne man skyde på langs af voldgraven hvis fjenden forsøgte at komme over.

Det Sommerfeldske system

Vestvolden var bemandet under hele 1. Verdenskrig, hvor der samtidig blev bygget flere ammunitionsmagasiner, skydepladser for mere effektiv dækning af gravene samt pigtråd langs hele volden.

Med sine voldgrave, skanser, magasiner og underjordiske gange er Vestvolden et imponerende bygningsværk. Indtil opførelsen af Storebæltsforbindelsen er hele Københavns Befæstning Danmarkshistoriens største anlægsarbejde.

Skyttegrave og 4.400.000 meter pigtråd

De første skyttegrave var ofte af ringe kvalitet, men som byggeriet tog fart, og erfaringerne strømmede ind fra især vestfronten, blev skyttegravene bedre og bedre.

Man begyndte at forstærke skyttegravenes sider med sandsække og træværk, og de blev gravet dybere. Væggene blev forstærket med brædder eller bølgeblik for at forhindre nedskridning, og langs den øverste rand mod fjenden var der ofte sandsække til at opfange projektiler.

Særligt i Tunestillingen blev disse nye erfaringer taget i brug. Stillingen var en feltbefæstet linje, som strakte sig fra Køge Bugt til Roskilde Fjord. Tunestillingen blev bygget fra 1915-1918 for at beskytte København mod et eventuelt artilleribombardement. Artilleriets rækkevidde øgedes konstant, og de gamle forter var efterhånden forældede.

Langs Tunestillingen byggede man skyttegrave. Disse blev bygget ved håndkraft og lå forskudt for at forhindre eksplosioner i at sprede sig i hele gravens længde. Foran skyttegravene anlagde man pigtrådsspærringer på mellem 10 og 14 meters bredde. Man regnede med at skulle bruge 4.400.000 meter pigtråd, så fabrikkerne måtte arbejde i døgndrift for at opfylde behovet.

Enkelte steder i landskabet kan man stadig se rester af stillingen, særligt ved Mosede Fort.

Tunestillingen

Tunestillingen

Under 1. Verdenskrig blev Befæstningen udbygget med Tunestillingen, da kanonerne havde fået længere rækkevidde og derfor kunne nå København uden at være truet af Vestvoldens kanoner.

Den teknologiske og militære udvikling under 1. Verdenskrig bevirkede, at Københavns Befæstning ikke længere kunne bruges. Den blev derfor nedlagt i 1920 som følge af Forsvarsforliget 1909.

1920: Tiden er løbet fra Københavns Befæstnig

I årene 1914 – 18 buldrede 1. Verdenskrig udenfor det neutrale Danmarks grænser.
64.000 mand blev indkaldt til Sikringsstyrken, 50.000 af dem fik til opgave at bevogte Københavns Befæstning.

Ved afslutningen af 1. Verdenskrig var store dele af Københavns Befæstning forældet.

Vestvolden, Nordfronten og Oversvømmelsesanlægget blev alle nedlagt, mens Søfronten fortsat havde relevans frem til 1922, enkelte dele helt op til 1932.

Projektet omkring befæstningen havde varet mange årtier og kostet store mængder ressourcer.

Københavns Befæstning havde også være bemandet under 1. Verdenskrig, hvis nu Danmark blev indblandet i krig. Det skete aldrig. Da særlig forterne i Nordfronten havde hentet inspiration fra blandt andet Belgien, Holland og Frankrig, kan man sammenligne forter fra begge steder og få en ide om, hvad der var sket, hvis krigen var kommet til Danmark.

Til lands, til vands – og nu også i luften

1914 – 18: Under 1. verdenskrig gik udviklingen af nye våben hurtigere end nogensinde før.
Bombefly, tanks, hurtigt skydende maskingeværer, giftgas, flammekastere og effektivt artilleri gjorde oberst Sommerfeldts plan for forsvar af København håbløst umoderne.

Oplev resterne af Nordfronten

Mange af fortidens militære levn er nu dækket til med jord eller er kælderfundament for privat beboelse opført efter 1920.

Hvis du er frisk på en cykel- eller gåtur, så er der stadig spor i landskabet!

Back To Top