skip to Main Content

Livet på Fortet

Ligesom Landbefæstningens andre værker, var Garderhøjfortet ikke permanent bemandet i fredstid. Kun under 1. verdenskrig, hvor sikringsstyrken blev indkaldt, ændrede dette sig. I den periode var Garderhøjfortet døgnbemandet, ellers var besætninger normalt på fortet i få måneder af året for at blive fortrolige med fortets installationer og tjenesten på stedet.

Rummenes funktion

Rummene på Garderhøjfortet tjente forskellige formål i henholdsvis fredstid og krigstid, blandt andet fordi der levede færre soldater på fortet i fredstid. Hér er der et overblik over en af de bemandingsplaner, som blev brugt mens fortet var aktivt.

Sådan boede de

Strubekassernen

Struben på et fort er den side, der vender væk fra den regning, som man regner med at fjenden kommer fra. Det vil også ofte være den side, der har hovedindgangen og vinduer.

Artilleri – kanonbesætning: Under 1. verdenskrig var det artilleriets opgave at holde vagt på fortet, træne med kanonerne og vedligeholde dem. Øvelserne med kanonerne handlede dels om prøveskydninger, dels om reparationer.

Infanterikassernen

Infanteri – fodfolk: Infanteriet marcherede hver dag fra Garderhøjfortet og via udfaldsstien ud til deres forskellige poster langs oversvømmelsesanlægget. Soldaterne beskyttede dæmninger, kanonstillinger og broer fra Furesøren, gennem Ermelunden og ud til Klampenborg.

Soveforhold på fortet (1914- 1918)

4 officerer: 1 belægningsstue med 4 senge.


25 Underofficerer: 5 belægningsstuer med 4 senge


170 menige: 3 belægningsstuer med hver 12 køjesenge og 1 enkeltseng til rummets korporal.
De fleste menige sov 2 mand i en køje. Køjesengenes bredde var 115 cm, så de menige har ligget tæt!

Under 1. Verdenskrig sov og arbejdede de menige og korporalerne i 3-holdsskift.

Når belægningsrummets 25 beboere stod op, så kom de 25 næste for at overtage køjerne.

I løbet af et døgn kunne en belægningsstue altså rumme 3 korporaler og op til 75 sovende menige.

Bemanding på Garderhøjfortet


militær rangorden:

Kaptajn/kommandant

Premierløjtnant

Løjtnant

Sekondløjtnant


Stabssergent

Oversergent

Sergent

Korporal


Menig

Fra fortet blev indviet i 1892 og frem til udbruddet af 1. Verdenskrig blev Garderhøjfortet brut til øvelser og uddannelse. Befalingsmandsskolerne varede ca. 1 måned og blev afholdt i maj eller juni.

Øvelserne omfattede fag som eksercits, gymnastik og montering af skyts. Erfaringerne blev noteret i manualer, som man havde instrukser og planer i tilfælde af krig. Fortets besætning blev udskiftet med nogle få måneders mellemrum. På den måde kunne soldaterne blive fortrolige med fortets installationer og tjenesten på stedet.

Der blev også afholdt enkelte skarpskydninger med fortets kanoner, men øvelserne kunne også foregå ved Faste Batteri på Amager eller Østerfælled Kaserne.

Retirader/ toiletforhold

Til venstre for Garderhøjfortets oprindelige indgang ligger ‘retiraderne’: Fem små rum der hver var udstyret med 8 toiletspande.

8 officerer: 1 rum/ 8 spande


50 underofficerer: 1 rum/ 8 spande


340 menige: 3 rum med i alt 24 lokumsspande. Så der har været kamp om pladserne efter et solidt måltid med flæsk og bønner!

Der er imidlertid den store Bekvemmelighed ved Soldaterliv, at man aldeles ikke behøver at bekymre sig om sine egne lyster eller ulyster. Tjenesten gaar sin urokkelige, faste Gang, enten 87 er glad eller bedrøvet, saa er han trist, er det værst for ham selv.

Dagligdagen på fortet

For de fleste soldater bestod dagligdagen af at grave skyttegrave og træne eksercits. Mange af soldaterne havde forladt deres arbejde som følge af indskrivningen. Derfor længtes de ikke bare efter deres familier, men også efter det arbejde, som de ikke kunne passe, mens de var indkaldte.

Garderhøjfortet blev desuden benyttet som øvelsesplads for forskellige fæstningskompagnier. Disse øvelser varede 1 måned. Marchen ud til fortet foregik generelt med sang og godt humør, da det intet nyttede at være utilfreds. Der skulle marcheres uanset hvad.

Alt under øvelsesdagene foregik under streng punktlighed og orden. Man stod op, stillede til øvelse, holdt hvil, spiste middag og gik i seng – alt sammen efter hornsignalernes klang.

God morgen. Øvelser. Frokost. Øvelser. Pudse udstyr. Godnat

Om morgenen blæstes reveillen. Kom man ikke op i tide, blev middagshvilen erstattet med fejning, rivning, vandhentning, opsamling af skrubtudser i gravene eller andet forefaldende arbejde.

Herefter blev 4 hold dannet af sekondløjtnanter, korporaler, underkorporaler og konstabler. De skiftedes nu til at holde øvelser på Garderhøjfortet, Vangedebatteri, Lyngby fort og Fortun Fort.

Lidt før kl 6 stod hele styrken til parade i graven foran strubekasernen og skulle inspiceres af fortets næstkommanderende. Først derefter kunne øvelserne begynde. Fortets indre genlød af kommandoråb, granater og krudtposer blev hejst op i elevatorerne og forsvindingstårne skudt til vejrs. Den kommanderende ledte skydningen fra et af observationstårnene.  Ved hjælp af Signalstationer eller Telefonledninger blev forbindelsen holdt mellem Forterne.

Efter formiddagsøvelsen bliver alle hold samlet endnu en gang på Garderhøj til frokost. Maden til hele mandskabet blev lavet af en kok, en sergent og 2 konstabler. Menuen var ikke specielt afvekslende, men varerne gode og sunde, og portionerne rigelige. Efter måltidet var det tid til middagsluren.

Eftermiddagsøvelserne bestod af eksercits, signal og telefontjeneste, orientering i fortterrænet eller rengøring af skytset. Enkelte dage blev eftermiddagsøvelsen erstattet med en aftenøvelse. Her skulle en del af mandskabet agere fjende og undgå at blive opdaget af fortets projektører og kanoner.

Ved solnedgang blev flaget strøget, og dagen var forbi. Herefter blev soldatens udstyr pudset til næste dag, og aftensmaden fortæredes. Enkelte soldater brugte aftentimerne på at ligge uden for og nyde både stjernehimmel og en god pibe.

Mad og drikke

I 1800-tallet begyndte man at få mere viden om madens betydning for befolkningens sundhed. Underernæring og fejlernæring var stadig store problemer, så derfor skulle maden være både god, nærende og tilstrækkelig. Dette gjaldt også i militæret.

Støbejernskomfuret – en revolution i køkkenet

I 1850 kom støbejernskomfuret til Danmark, hvilket betød, at man nu kunne lave flere retter på samme tid. Inden for dansk militær afspejlede maden dog ikke komfurets nye potentialer. Maden skulle laves i store mængder til mange mænd og stadig være nærende. Tit og ofte kom menuen derfor til at stå på flæsk og ærter eller kød og suppe. Kosten var altså ikke altid lige varieret og veltillavet, når man var indrulleret i Sik­ringsstyrken på Befæstningen. Nogle brokkede sig, men langt fra alle. De fattigste soldater kom nemlig fra værre kår end dem, de havde på for eksempel Garderhøjfortet.

Højde og drøjde

Den generelle forbedring i ernærin­gen betød, at man på sessionerne kunne se, at soldaterne skød i vejret. Gennem­snitshøjden steg fra 165,4 cm omkring år 1852 til 169 cm i 1914. I 2020 var gennem­snitshøjden for soldater på session 181,8 cm.

Man skulle være mindst 152 cm høj for at blive soldat i 1914. Kun 64 ud af 23.879 var under 150 cm, og kun 7 var over 191 cm. Man måtte heller ikke være for tynd og mager. Det kunne nemlig være et udtryk for, at man havde en svag fysik. I 1914 blev 421 mænd kasseret ved sessio­nen, fordi de havde for ”spinkel og svag legemsbygning”.

Hundeliv på fortet

Vi ved, at der har været hunde på Garderhøjfortet, blandt andet af hunderacen whippet, men om de har været en del af sanitetstjenesten, været rottefængere, eller om de mest har fungeret som maskotter for soldaterne, melder vores kilder ikke om.

Foto: Garderhøjfortet

Hundene havde forskellige opgaver, så som patrulje, spejdere, redningshunde i sanitetstjeneste, meldehunde, rottefængere, trækdyr, og ikke mindst som soldaternes maskotter. Hvilken hunderace, der skulle bruges, afhang af jobbet, men det skulle være en af følgende racer: Schæferhund, doberman pinscher, airedale terrier, eller en collie.

Hæren behandlede deres firbenede rekrutter eksemplarisk. De firbenede specialister var ofte sværere at erstatte end de to- benede. De spiste lige så godt som soldaterne, hvis ikke bedre.

Tornerose-Slottet slumrer ind igen, endog de to støjende Mascot’s, Krageungerne Klaus og Jacob samt Forthunden med det fugtigt klingende Navn „Niels Brændevin” bliver Ofre for den almindelige Døsighed.

I køkkenet hænger redskaberne klar. Kokken og hans 2 medhjælpere skulle lave mad 3 gange om dagen til op til 400 mennesker.

Foto: Garderhøjfortet

Fysisk træning

I løbet af 1800-tallet bruges forhindringer i højere og højere grad inden for krigsførelse som en metode til at bremse fjendens bevægelser. Derfor måtte soldaterne trænes i at overvinde den slags forhindringer, og det førte til udviklingen af forhindringsbaner. Flere af forhindringerne er efterhånden klassiske i dag, så som liggende jerntrådsnet (ikke pigtråd), høje mure, der skal forceres, flade uregelmæssige sten og så videre.

Øvelserne blev både udført i daglig­dags lærredstøj, i tung ulden feltuniform samt med og uden oppakning.

ORDBOG

En øvelse, hvor man går armgang hen ad en glatstang (hvad er det?)

Påklædning: drejlstøj.

Tøj i slidstærkt stof, der er vævet i et geometrisk mønster

Et løb, hvor alle starter i drejlstøj og gymnastiksko (men uden hue). Når fløjten lyder skal man klæde om til det gymnastiktøj, man har med i sit tornyster. Derefter skal man fuldt påklædt løbe hen til startlinjen. Alt tøjet skal være på, knapperne skal være knappet, tornysterremmene sat i sløjfer osv.

Den hurtigste påklædningstid var 2 minutter og 20 sekunder.

Sablen var stadig i brug under 1. Verdenskrig. Kystartilleriet ses her i færd med at træne. Træningen fandt sted mellem 1914 og 1918.

Foto: Rigsarkivet

Gymnastik som militær disciplin

I løbet af 1800-tallet bruges forhindringer i højere og højere grad inden for krigsførelse som en metode til at bremse fjendens bevægelser. Derfor måtte soldaterne trænes i at overvinde den slags forhindringer, og det førte til udviklingen af forhindringsbaner. Flere af forhindringerne er efterhånden klassiske i dag, så som liggende jerntrådsnet (ikke pigtråd), høje mure, der skal forceres, flade uregelmæssige sten og så videre. Øvelserne blev både udført i daglig­dags lærredstøj, i tung ulden feltuniform samt med og uden oppakning.

I begyndelsen af 1900-tallet bliver gymnastikken mere og mere udbredt og anvendt i militæret. Der blev også afholdt konkurrencer og stævner for soldaterne. Flere af disse discipliner skulle udføres i feltmæssig påklædning, det vil sige varm og tung ulduniform, andre i øvelsespåklædning, som var lærredstøj (også kaldet drejlstøj). Disciplinerne var blandt andet være længdespring, stafetløb, klavring og omklædningsløb.

1. Feltartilleriregiments gymnastiklærere på Bådsmandsstrædes Kaserne i Christianshavn.

Foto: Rigsarkivet, 1898

Skytteforeninger

Danmark får i 1861 landets første skytteforeninger. Oprindeligt havde disse både militære og politiske formål og de blev særligt populære efter nederlaget i 1864. Foreningerne havde til formål at opdage ungdommen til gode soldater gennem skydning og gymnastik.

Efterhånden opstod der to hovedretninger inden for gymnastikken. Den ene retning havde fokus på kroppens styrke, motion, eliteidræt og enkeltmandspræstationer. Den anden retning opstod af højskolebevægelse og havde et mere folkeligt præg med fokus på leg, holdpræstationer og stævner frem for konkurrencer.

En menig soldat på Garderhøjfortet skal være i god fysisk form og trænet i at overvinde fysiske forhindringer:

– kravle på jorden med rygsæk og evt. et tungt våben
– forcere høje mure og stejle volde
– komme frem i al slags terræn – på sten, i sump, på skovsti og på grusbelagt landevej.

De meniges daglige øvelser bliver udført i enten daglig­dags lærredstøj eller i tung, ulden feltuniform.

Foto: Nationalmuseet

Eksercits

Eksercits var en fast del af soldaternes hverdag. March og våben-øvelser var obligatoriske og skulle træne grupper eller delinger af soldater i at udføre kampopgaver koordineret i tid og rum. De tætte formationer havde til hensigt at maksimere soldaternes effektivitet i kamp. Så længe formationerne blev holdt, havde soldaterne en fordel over mindre organiserede tropper.

Kommunikation

Morsekodens opfindelse

Efterhånden som hærene voksede i størrelse, voksede også behovet for effektiv kommunikation, så tropperne kunne bevæge sig som én samlet organisme. Gennem historien har denne kommunikation foregået ved hjælp af trompeter, trommer, fløjter, flag, spejdere, brevduer og så videre. I den første halvdel af 1800-tallet skete der en enorm udvikling, da morsekoden blev opfundet af Samuel Morse i årene 1837-1843.

Morsekoden blev hurtigt udredt i hele verden som det sprog, man brugte både i krig og i civil kommunikation. Alfabetet består af prikker og streger i forskellige kombinationer. Når man signalerer, kan det foregå med lysglimt, lyd, på skrift, som røgsignaler eller over telegraf. Det er altså en meget alsidig kode. Inden for søfart er morsekoden blevet brugt helt frem til 1999.

Telegrafen

Telegrafen blev udbredt fra mid­ten af 1800-tallet. I Danmark begyndte Statstelegrafen med elektrisk telegrafi i 1854. Fra slutningen af 1800-tallet blev telegrafkommunikationen suppleret med telefoni både civilt og militært. De første telegrafer og telefoner krævede kabler. Derfor var disse teknolo­gier heller ikke så handy at have med i felten, hvor man måtte trække kablerne med sig. Både den besværlige transport og risikoen for, at fjenden huggede kablerne over gjorde, at brevduer stadig var yderst værdifulde.

Cykelordonnanser og spejdere

Garderhøjfortet var en ”fast stilling”, så her var kabling ikke det store problem. Fortet var det første sted, man fik en tele­fonforbindelse i området. Det var i 1894, og nummeret var Lyngby nr. 1. Kommunikationen foregik både via telefon, morsebeskeder og cykelordonnansen, som var et korps af unge drenge der cyklede fra post til post med beskeder. Blandt andet tilbød Frederiksborg Amts Spejderdivision, at de kunne stille drenge til rådighed. Drengene skulle være fyldt 14, kunne cykle 22 km på 1 time og have tilladelse fra både tropsfører og forældre.

I 2004 blev alfabetet opdateret for første gang i 60 år med et @.

Det ser således ud: ·–– ––·––·

Telefonvagterne havde altid flere cykelordonnanser klar, så beskederne kunne komme så hurtigt frem som muligt. Billedet herover viser 5 cykelordonnanser fra sikringsstyrken i 1917.
Billedet i spalten stammer fra sikringsstyrkens 13 bataljon i 1914.

Foto: Rigsarkivet hhv. 1914 og 1917

Videre udvikling

Omkring år 1900 blev trådløs radiokommunikation en mulighed, men fjenden kunne lytte med, hvilket nødvendiggjorde behovet for at kode og kryptere beskeder. Denne udvikling tog for alvor fart efter 1. Verdenskrig.

TAG TELEFONEN NÅR DEN RINGER

Garderhøjfortet var det første sted, man fik en telefonforbindelse i området. Det var i 1894, og nummeret var Lyngby nr. 1

Foto: Garderhøjfortet

Feltradiostation

Billedet stammer fra en feltradiostation brugt under en øvelse i Jylland omkring 1911.
Foto: Nationalmuseet

Back To Top