Livet på Fortet
Ligesom Landbefæstningens andre forter, var Garderhøjfortet ikke permanent bemandet. Skiftende besætninger var på fortet et par måneder af gangen for at blive fortrolige med fortets installationer og tjenesten på stedet.
Da 1. verdenskrig udbrød i 1914 ændrede dette sig. I årene 1914 – 18 var Garderhøjfortet døgnbemandet.
Strubekassernen
1914 – 1918 – 1. Verdenskrig
- Officerer: 4
- Underofficerer: 25
- Menige: 180
Kasserne for fortets artilleri
Artilleriet opgave var, at bemande og vedligeholde fortets tunge skyts:
- eksempel 1
- eksempel 2
- eksempel 3
Fredstid
I fortets hovedbygning, også kaldet strubekasernen, var der et stort rum i hver ende. Disse blev brugt som spisesale eller samlingsstuer.
Rummene i midten blev benyttet til køkken, depot og vaskerum, samt til befalingsmændene.
6 af rummene i strubekasernen blev anvendt som belægningsstuer.
I hver stue var der toetagers senge med plads til 26 mand, hvilket i alt gav liggepladser for 160 menige og 2 korporaler.
Underofficererne brugte to af kasematterne til sovestuer og samlingsrum. Langs den lange gang var der ophængt geværstativer.
Der har sovet 2 mand i hver køje, hvilket var en fin måde at holde varmen på, for der har kun været 8 grader. Dette gjaldt for hele fortet og skyldtes, at solen ikke kan varme rummene op, da bygningerne er dækkede af 9 meter beton, kampesten og jord.
Krigstid
I krigstid bestod bemandingen på fortet af 4 officerer, 25 underofficerer og 180 menige.
Ud af de 25 var kun 8 faste underofficerer, mens resten var korporaler eller underkorporaler.
De menige fik 3 kasematter, som de kunne benytte som sovesale.
Her var der rigelig plads til den hvilende tredjedel af krigsstyrkens mandskab (180 mand) plus 1⁄3 underofficerer, det vil sige i alt 66 mand.
De tre andre kasematter, der normalt blev brugt som sovestuer, ville i tilfælde af krig anvendes som forbindingsstue og depot, sygestue, og sove/samlingsstue for underofficerer.
I facekasernen placerede man samlingsstuerne i den venstre del af bygningen. Rummene i højre ende blev benyttet til vaskerum, depot og køkken. Alle de mellemliggende kasematter blev brugt som samlingsstuer for fodfolket/infanteriet. Stuerne ville være tilstrækkelige for ca. 200 infanterister.
Dette forslag til belægningsplan var blot et af mange, der blev udarbejdet i forbindelse med anvendelsen af Garderhøjfortet.
Infanterikassernen
1914 – 1918 – 1. Verdenskrig
- Officerer: ?
- Underofficerer: 10
- Menige: 160
Kasserne for fortets infanteri
- At kæmpe til fods med lettere våben?
- At bemande bevogtningen af fx dæmninger og de mindre batterier i fortets omegn?
Infanterikasernen blev også anvendt til befalingsmandsskole. På den måde kunne man sikre, at uvedkommende ikke fik adgang til kanontårnene i strubekasernen.
I infanterikasernen, blev 7 rum brugt til sovestuer for de menige og korporalerne. Hvert rum havde toetagers senge eller brikse med plads til mellem 20 og 24 mand.
Dette gav liggeplads til 10 korporaler og 160 menige.
Rummene ved kaponiererne i hver ende af kasernen blev brugt til henholdsvis vaskerum og depot. Langs den lange gang var der plads til mandskabets geværstativer og madskabe.
Sådan boede de
Soveforhold på Strubekassernen (1914- 1918)
- 4 officerer: 1 belægningsstue med 4 senge.
- 25 Underofficerer: x belægningsstuer med x senge
- 180 menige: 3 belægningsstuer med 12 køjesenge og 1 enkeltseng (hvem var den priviligerede?) i hvert rum.
- De fleste menige sov 2 mand i 1 køje. Køjesengenes bredde var 115 cm, så de menige har ligget tæt!
Under 1. Verdenskrig sov og arbejdede de menige i 3-holdsskift.
Når 2 menige stod op, så kom de 2 næste for at overtage køjen.
I løbet af et døgn kunne en belægningsstue altså rumme op til 75 sovende menige.
Retirader/ toiletforhold
Til venstre for Garderhøjfortets oprindelige indgang ligger ‘retiraderne’: Fem små rum der hver var udstyret med 8 toiletspande.
- De ca. 8 officerer havde 1 rum/ 8 spande
- Underofficererne – ca. 25 – havde 1 rum/ 8 spande
- ca. 340 menige måtte deles om tre rum med i alt 24 lokumsspande. Så der har været kamp om pladserne efter et solidt måltid med flæsk og bønner!
Den første bemanding til Garderhøjfortet kom i juli 1893 og bestod af 1 kaptajn, 3 underofficerer og 20 konstabler. Disse skulle holde øvelser i at betjene fortets tårnskyts og udarbejde et reglement til brugen af kanontårnene. Efterfølgende blev fortet brugt til øvelser og uddannelse, heriblandt af befalingsmandsskolerne. Området blev også anvendt til andre øvelser herunder eksercits, gymnastik, montering af skyts, fæstningstjeneste i krigstid, fægtninger, kikkert, telefon- og signaltjeneste med videre. Der foregik også enkelte skarpskydninger med fortets kanoner, men normalt foregik øvelsesskydninger fra Faste Batteri på Amager. Ud fra disse øvelser udarbejdede man instrukser til brug på hele Landbefæstningen i tilfælde af krig.
Bemanding
Til bemanding af Garderhøjfortet krævedes både en infanteri- og artilleribesætning. De sidstnævnte kom fra Fæstningsartilleriregimentets II Bataljon. Bataljonen omfattede oprindeligt 3 kompagnier, der skulle besætte fæstninger rundt om i riget, men da Københavns Landbefæstning var en realitet, skulle 2. Artilleribataljon bemande denne, og der blev derfor overført en del rekrutter fra fodfolket til bataljonen. Ved forliget i 1894 blev der ved en ny hærlov oprettet et Fæstningsartilleriregiment omfattende 2. og 3. Artilleribataljon, som derefter skulle bemande landbefæstningen.
Der var stor forskel på antallet af indkvarterede under krigsforhold og fredsforhold, da der under fredsforhold skulle være rigelig plads i samlingsstuerne og en soveplads for hver enkelt mand. Derimod skulle der under krigsforhold til stadighed være folk ved skytset, og der skulle være personel i beredskab i samlingsstuerne, mens resten kunne hvile. Derfor mente man, at tjenesten kunne ordnes efter en tredelt turnus, så der kun var brug for samlingsstuer til en tredjedel af styrken og soveplads til en tredjedel.
Under fredsforhold havde befalingsmændene både sovestuer og opholdslokaler. Det mente man var underordnet under krigsforhold, hvor det måtte være tilstrækkeligt, at de havde deres særlige sovestuer.
I 1894 udarbejdede Fæstningsingeniørkommandoen et af de første forslag af mange til bemandingen af Garderhøjfortet.
Rummenes funktion
Rummene på Garderhøjfortet tjente forskellige formål i henholdsvis fredstid og krigstid, blandt andet fordi der levede færre soldater på fortet i fredstid. Hér er der et overblik over en af de bemandingsplaner, som blev brugt mens fortet var aktivt.
Dagligdagen på fortet
For de fleste soldater bestod dagligdagen af at grave skyttegrave og træne eksercits. Mange af soldaterne havde forladt deres arbejde som følge af indskrivningen. Derfor længtes de ikke bare efter deres familier, men også efter det arbejde, som de ikke kunne passe, mens de var indkaldte.
Garderhøjfortet blev desuden benyttet som øvelsesplads for forskellige fæstningskompagnier. Disse øvelser varede 1 måned. Marchen ud til fortet foregik generelt med sang og godt humør, da det intet nyttede at være utilfreds. Der skulle marcheres uanset hvad.
Alt under øvelsesdagene foregik under streng punktlighed og orden. Man stod op, stillede til øvelse, holdt hvil, spiste middag og gik i seng – alt sammen efter hornsignalernes klang.
God morgen. Øvelser. Frokost. Øvelser. Pudse udstyr. Godnat
Om morgenen blæstes reveillen. Kom man ikke op i tide, blev middagshvilen erstattet med fejning, rivning, vandhentning, opsamling af skrubtudser i gravene eller andet forefaldende arbejde.
Herefter blev 4 hold dannet af sekondløjtnanter, korporaler, underkorporaler og konstabler. De skiftedes nu til at holde øvelser på Garderhøjfortet, Vangedebatteri, Lyngby fort og Fortun Fort.
Lidt før kl 6 stod hele styrken til parade i graven foran strubekasernen og skulle inspiceres af fortets næstkommanderende. Først derefter kunne øvelserne begynde. Fortets indre genlød af kommandoråb, granater og krudtposer blev hejst op i elevatorerne og forsvindingstårne skudt til vejrs. Den kommanderende ledte skydningen fra et af observationstårnene. Ved hjælp af Signalstationer eller Telefonledninger blev forbindelsen holdt mellem Forterne.
Efter formiddagsøvelsen bliver alle hold samlet endnu en gang på Garderhøj til frokost. Maden til hele mandskabet blev lavet af en kok, en sergent og 2 konstabler. Menuen var ikke specielt afvekslende, men varerne gode og sunde, og portionerne rigelige. Efter måltidet var det tid til middagsluren.
Eftermiddagsøvelserne bestod af eksercits, signal og telefontjeneste, orientering i fortterrænet eller rengøring af skytset. Enkelte dage blev eftermiddagsøvelsen erstattet med en aftenøvelse. Her skulle en del af mandskabet agere fjende og undgå at blive opdaget af fortets projektører og kanoner.
Ved solnedgang blev flaget strøget, og dagen var forbi. Herefter blev soldatens udstyr pudset til næste dag, og aftensmaden fortæredes. Enkelte soldater brugte aftentimerne på at ligge uden for og nyde både stjernehimmel og en god pibe.
Hundeliv på fortet
Vi ved, at der har været hunde på Garderhøjfortet, blandt andet af hunderacen whippet, men om de har været en del af sanitetstjenesten, været rottefængere, eller om de mest har fungeret som maskotter for soldaterne, melder vores kilder ikke om.
Foto: Garderhøjfortet
Hundene havde forskellige opgaver, så som patrulje, spejdere, redningshunde i sanitetstjeneste, meldehunde, rottefængere, trækdyr, og ikke mindst som soldaternes maskotter. Hvilken hunderace, der skulle bruges, afhang af jobbet, men det skulle være en af følgende racer: Schæferhund, doberman pinscher, airedale terrier, eller en collie.
Hæren behandlede deres firbenede rekrutter eksemplarisk. De firbenede specialister var ofte sværere at erstatte end de to- benede. De spiste lige så godt som soldaterne, hvis ikke bedre.
Mad og drikke
I 1800-tallet begyndte man at få mere viden om madens betydning for befolkningens sundhed. Underernæring og fejlernæring var stadig store problemer, så derfor skulle maden være både god, nærende og tilstrækkelig. Dette gjaldt også i militæret.
Støbejernskomfuret – en revolution i køkkenet
I 1850 kom støbejernskomfuret til Danmark, hvilket betød, at man nu kunne lave flere retter på samme tid. Inden for dansk militær afspejlede maden dog ikke komfurets nye potentialer. Maden skulle laves i store mængder til mange mænd og stadig være nærende. Tit og ofte kom menuen derfor til at stå på flæsk og ærter eller kød og suppe. Kosten var altså ikke altid lige varieret og veltillavet, når man var indrulleret i Sikringsstyrken på Befæstningen. Nogle brokkede sig, men langt fra alle. De fattigste soldater kom nemlig fra værre kår end dem, de havde på for eksempel Garderhøjfortet.
Højde og drøjde
Den generelle forbedring i ernæringen betød, at man på sessionerne kunne se, at soldaterne skød i vejret. Gennemsnitshøjden steg fra 165,4 cm omkring år 1852 til 169 cm i 1914. I 2020 var gennemsnitshøjden for soldater på session 181,8 cm.
Man skulle være mindst 152 cm høj for at blive soldat i 1914. Kun 64 ud af 23.879 var under 150 cm, og kun 7 var over 191 cm. Man måtte heller ikke være for tynd og mager. Det kunne nemlig være et udtryk for, at man havde en svag fysik. I 1914 blev 421 mænd kasseret ved sessionen, fordi de havde for ”spinkel og svag legemsbygning”.
I køkkenet hænger redskaberne klar. Kokken og hans 2 medhjælpere skulle lave mad 3 gange om dagen til op til 400 mennesker.
Foto: Garderhøjfortet
Fysisk træning
I løbet af 1800-tallet bruges forhindringer i højere og højere grad inden for krigsførelse som en metode til at bremse fjendens bevægelser. Derfor måtte soldaterne trænes i at overvinde den slags forhindringer, og det førte til udviklingen af forhindringsbaner. Flere af forhindringerne er efterhånden klassiske i dag, så som liggende jerntrådsnet (ikke pigtråd), høje mure, der skal forceres, flade uregelmæssige sten og så videre.
Øvelserne blev både udført i dagligdags lærredstøj, i tung ulden feltuniform samt med og uden oppakning.
ORDBOG
En øvelse, hvor man går armgang hen ad en glatstang (hvad er det?)
Påklædning: drejlstøj.
Tøj i slidstærkt stof, der er vævet i et geometrisk mønster
Et løb, hvor alle starter i drejlstøj og gymnastiksko (men uden hue). Når fløjten lyder skal man klæde om til det gymnastiktøj, man har med i sit tornyster. Derefter skal man fuldt påklædt løbe hen til startlinjen. Alt tøjet skal være på, knapperne skal være knappet, tornysterremmene sat i sløjfer osv.
Den hurtigste påklædningstid var 2 minutter og 20 sekunder.
Sablen var stadig i brug under 1. Verdenskrig. Kystartilleriet ses her i færd med at træne. Træningen fandt sted mellem 1914 og 1914.
Foto: Rigsarkivet
Gymnastik som militær disciplin
I løbet af 1800-tallet bruges forhindringer i højere og højere grad inden for krigsførelse som en metode til at bremse fjendens bevægelser. Derfor måtte soldaterne trænes i at overvinde den slags forhindringer, og det førte til udviklingen af forhindringsbaner. Flere af forhindringerne er efterhånden klassiske i dag, så som liggende jerntrådsnet (ikke pigtråd), høje mure, der skal forceres, flade uregelmæssige sten og så videre. Øvelserne blev både udført i dagligdags lærredstøj, i tung ulden feltuniform samt med og uden oppakning.
I begyndelsen af 1900-tallet bliver gymnastikken mere og mere udbredt og anvendt i militæret. Der blev også afholdt konkurrencer og stævner for soldaterne. Flere af disse discipliner skulle udføres i feltmæssig påklædning, det vil sige varm og tung ulduniform, andre i øvelsespåklædning, som var lærredstøj (også kaldet drejlstøj). Disciplinerne var blandt andet være længdespring, stafetløb, klavring og omklædningsløb.
Her ses 1
1. Feltartilleriregiments gymnastiklærere på Bådsmandsstrædes Kaserne i Christianshavn.
Foto: Rigsarkivet, 1898
En menig soldat på Garderhøjfortet skal være i god fysisk form og trænet i at overvinde fysiske forhindringer:
– kravle på jorden med rygsæk og evt. et tungt våben
– forcere høje mure og stejle volde
– komme frem i al slags terræn – på sten, i sump, på skovsti og på grusbelagt landevej.
De meniges daglige øvelser bliver udført i enten dagligdags lærredstøj eller i tung, ulden feltuniform.
Foto: Nationalmuseet
Skytteforeninger
Danmark får i 1861 landets første skytteforeninger. Oprindeligt havde disse både militære og politiske formål og de blev særligt populære efter nederlaget i 1864. Foreningerne havde til formål at opdage ungdommen til gode soldater gennem skydning og gymnastik.
Efterhånden opstod der to hovedretninger inden for gymnastikken. Den ene retning havde fokus på kroppens styrke, motion, eliteidræt og enkeltmandspræstationer. Den anden retning opstod af højskolebevægelse og havde et mere folkeligt præg med fokus på leg, holdpræstationer og stævner frem for konkurrencer.
Eksercits
Eksercits var en fast del af soldaternes hverdag. March og våben-øvelser var obligatoriske og skulle træne grupper eller delinger af soldater i at udføre kampopgaver koordineret i tid og rum. De tætte formationer havde til hensigt at maksimere soldaternes effektivitet i kamp. Så længe formationerne blev holdt, havde soldaterne en fordel over mindre organiserede tropper.
Kommunikation
Morsekodens opfindelse
Efterhånden som hærene voksede i størrelse, voksede også behovet for effektiv kommunikation, så tropperne kunne bevæge sig som én samlet organisme. Gennem historien har denne kommunikation foregået ved hjælp af trompeter, trommer, fløjter, flag, spejdere, brevduer og så videre. I den første halvdel af 1800-tallet skete der en enorm udvikling, da morsekoden blev opfundet af Samuel Morse i årene 1837-1843.
Morsekoden blev hurtigt udredt i hele verden som det sprog, man brugte både i krig og i civil kommunikation. Alfabetet består af prikker og streger i forskellige kombinationer. Når man signalerer, kan det foregå med lysglimt, lyd, på skrift, som røgsignaler eller over telegraf. Det er altså en meget alsidig kode. Inden for søfart er morsekoden blevet brugt helt frem til 1999.
Telegrafen
Telegrafen blev udbredt fra midten af 1800-tallet. I Danmark begyndte Statstelegrafen med elektrisk telegrafi i 1854. Fra slutningen af 1800-tallet blev telegrafkommunikationen suppleret med telefoni både civilt og militært. De første telegrafer og telefoner krævede kabler. Derfor var disse teknologier heller ikke så handy at have med i felten, hvor man måtte trække kablerne med sig. Både den besværlige transport og risikoen for, at fjenden huggede kablerne over gjorde, at brevduer stadig var yderst værdifulde.
I 2004 blev alfabetet opdateret for første gang i 60 år med et @.
Det ser således ud: ·–– ––·––·
Cykelordonnanser og spejdere
Garderhøjfortet var en ”fast stilling”, så her var kabling ikke det store problem. Fortet var det første sted, man fik en telefonforbindelse i området. Det var i 1894, og nummeret var Lyngby nr. 1. Kommunikationen foregik både via telefon, morsebeskeder og cykelordonnansen, som var et korps af unge drenge der cyklede fra post til post med beskeder. Blandt andet tilbød Frederiksborg Amts Spejderdivision, at de kunne stille drenge til rådighed. Drengene skulle være fyldt 14, kunne cykle 22 km på 1 time og have tilladelse fra både tropsfører og forældre.
Telefonvagterne havde altid flere cykelordonnanser klar, så beskederne kunne komme så hurtigt frem som muligt. Billedet herover viser 5 cykelordonnanser fra sikringsstyrken i 1917.
Billedet i spalten stammer fra sikringsstyrkens 13 bataljon i 1914.
Foto: Rigsarkivet hhv. 1914 og 1917
TAG TELEFONEN NÅR DEN RINGER
Garderhøjfortet var det første sted, man fik en telefonforbindelse i området. Det var i 1894, og nummeret var Lyngby nr. 1
Foto: Garderhøjfortet
Videre udvikling
Omkring år 1900 blev trådløs radiokommunikation en mulighed, men fjenden kunne lytte med, hvilket nødvendiggjorde behovet for at kode og kryptere beskeder. Denne udvikling tog for alvor fart efter 1. Verdenskrig.
Billedet i siden stammer fra en feltradiostation brugt under en øvelse i Jylland omkring 1911.
Foto: Nationalmuseet
